Når vinteren tøffer af og foråret så småt tager over lægger jeg altid de tungeste bøger tilbage på hylden. Frem kommer istedet de lette. Ikke at de er lette som i tynde og slet ingenting vejer, nej, for faktisk er de tit tungere og tykkere, hvis vi taler gram og kilo. Næh, de er lette, fordi de tager en dag at læse (halvanden hvis man gør sig umage). De er lette, fordi de er erstatningen for et dameblad. De er lette, fordi det er meningen, de skal være det.
Jeg har det med chick-mum-lit som jeg har det med chokolade, det er syndigt og det skal bare ædes hurtigst muligt! Men hold op hvor jeg nyder det, mens det står på (medmindre a) chokoladen smager af julekalender, føj! b) bogen er dårligt skrevet)! Regel nummer 1 når man kaster sig over læseletbøgerne er nemlig, at de skal være skrevet godt. De skal bare besidde den der hvad-ved-jeg helt særlige jargon, og hvis ikke, så er det uudholdeligt, og så skal de ud med det samme. Ikke læses færdige. Bare ud!
(Derfor tog det mig i alt 1 år at komme igennem Candace Bushnells One Fifth Avenue. Jeg skulle ha' droppet den, ja, men hun gav os SATC og fortjente en ekstra chance. Det var en fejl, dårlig bog. Og 300 sider for lang! Og hovedårsagen til, at jeg endnu ikke har anskaffet mig The Carrie Diaries. Hvad nu hvis hun ødelægger det hele?)
Og alt dette blot for at fortælle, at jeg lige er startet på
Amy Sohns Prospect Park West, og bid mig om den ikke er på næsten 500 sider! På et eller andet tidspunkt er der garanteret en, der har sagt til en anden, at hvis bare man skriver langt, så tror folk, det er godt, og så er der prestige i dét. Nej! Der er ikke! Jeres redaktører burde være lidt bedre til at redigere, for de behøver faktisk ikke være så lange. Korte og lidt mere præcise, tak. Når det så er sagt, så er jeg allerede 120 sider inde i bogen, og er som sagt startet på den for et kort øjeblik siden.
Til gengæld har jeg så brudt regel nummer 2: Læs for din egen skyld altid chick-mum-lit på originalsproget. Jeg fik bogen her af min mor nemlig. Så nu læser jeg den på dansk. Jeg har stadig til gode at læse en dansk oversættelse, der ikke ødelægger det hele, så derfor prøver jeg for så vidt altid at undgå dem. Problemet er, at de danske oversættere stort aldrig opfanger den sarkastiske tone og det wit, der bliver brugt af forfatteren. Og tit kommer bogen til at lyde som en lægeroman fra 50erne, og det er jo ikke helt meningen. Og de eneste issues jeg har med den her bog indtil videre er da netop også et par oversættelses-ting.
So far, so good har Prospect Park West opfyldt det en læseletbog skal opfylde for mig; den skal underholde, den skal være hurtig at læse, den skal rumme i hvert fald bare én karakter, man næææsten kan identificere sig med, det skal føles som at se en romcom eller, endnu bedre, et afsnit af SATC. Kan den det, må den gerne få permanent opholdstilladelse i min bogreol.
*EDIT* Den blev læst færdig, bogen. Meeen permanent noget-som-helst på mine ellers dertil indrettede boghylder fik den altså ikke. Mor fik den retur med et tak for lån.
