"Der SIDDER fire mand på en tømmerflåde!"

To mænd spillede en stor rolle i mit tidlige liv; Elvis Presley og Dirch Passer. Mine forældre var GIGA fans af de to herrer og derfor var der Elvis på pladespilleren og Dirch på repeat. Sådan rundt regnet næsten hele tiden. Jeg holder stadig meget af Dirch. Og den her sketch er ... ubeskriveligt sublim. Bare lyt.

'Total Eclipse of The Heart'

Bonnie Tyler har fået en hel ny betydning. Så smukt.

Koreograferet af Mandy Moore til So You Think You can Dance, sæson 8. Danset af Melanie og Neil.

(læg især mærke til springet 01.19 hvor Melanie fuldstændig trodser tyngdekraften, det er breathtaking, simpelthen)

En stemme i natten

Som jeg husker det blev den sendt hver fredag aften. Serien hed En stemme i natten, stemmen tilhørte Jack Killian, og det bedste var næsten den måde han afsluttede sit radioshow (og hvert eneste afsnit) på: "Good night America, wherever you are".

Klippet her er introen, såååå firseragtigt. LOVE it! Genudsendelse snarest! (eller udsendt på dvd, which ever comes first).

Jon Cryer

Han er en af mine all-time-yndlings-Hollywood-personligheder, Jon Cryer, og at han i sin tid kom på listen skyldes den her scene fra Pretty in Pink:

Min søster og jeg ELSKEDE at se filmen sammen, og når denne scene kom på, gik vi naturligvis i gang med at danse Duckie style. Mange (mange) år senere så jeg, at han havde fået en rolle i serien Two And A Half Men, så jeg tjekkede den ud, fordi min gamle firserfavorit var med. Og der gik han så fra at være en firserfavorit til en ALL TIME favorit. Men den her scene slår stadig alt :o)

'Until the answer is yes, we must never stop asking'

I anledningen af Kvindernes Internationale Kampdag i morgen har organisationen We Are Equals lavet denne lille 2minutters video. På scenen står Daniel Craig, Dame Judi Dench speaker og filminskruktøren Sam Taylor-Wood har instrueret. Den er absolut værd at bruge 2 minutter på!

"Jeg står ikke. Jeg bevæger mig"

Sagde salig Poul Borum engang. Dengang jeg troede jeg skulle på forfatterskole med ham som rektor. Men så døde han bare. Ligepludseligt (på nær at det nok var forventet), og så gad jeg da ikke gå på nogensomhelst forfatterskole, for når Godfather Borum var væk, kunne det jo være det samme.

I år er det 15 år siden.

Molly Ringwald

Tilbage i 80erne var Molly Ringwald min rollemodel, mit idol, hende jeg gerne ville være, når jeg blev stor. Filmene The Breakfast Club og Pretty in Pink blev mine bedste venner lørdag morgen kl 7, når jeg listede op i stuen og havde et par timer for mig selv, før resten af huset vågnede. Molly var stjernen i filmene, og jeg ville bare ha' hendes tøj, hendes bil, hendes hår og hendes drenge ...

Årh, hvad, jeg vil da stadig gerne være Molly! LOVE THAT SONG!

BARCELONA

Tidligere i dag spillede radioen lige pludselig Barcelona, og lige så pludseligt var jeg tilbage i sommeren 1992, hvor de olympiske lege var højdepunktet for en lille sprinterpige som mig. Idolet var Carl Lewis, og drømmen var selv en dag at konkurrere om olympiske medaljer.

Carl Lewis springer 8,67 m og vinder guld

Linford Christie løber sig til 100meterguld

Carl Lewis løber sidsteturen i mændenes 4x100 m finale,

som de vinder med ny verdensrekord: 37.40 sekunder!

Freddie Mercury og Montserrat Caballés samstemmighed giver mig stadig lidt våde øjenkroge; det må uden tvivl være den mest storslåede OL-sang i historien. Garanti for kuldegys!

'The Good Life'

Eva Mulvad står bag dokumentaren The Good Life om familien Beckmann, som engang var en ganske velhavende familie, men som formøblede det hele, og i dag lever mor og datter af morens beskedne folkepension i et lille hummer af en lejlighed et sted i Portugal.

Datteren (som er i midten af 50erne) er indebrændt og vred, for 'hun blev ikke født til det her liv', som hun siger flere gange i filmen. Hun blev født med en forventning om et liv, hvor man ikke behøver at arbejde, fordi, ja, fordi man ikke behøver! Mor og far arbejdede heller ikke, og der var penge til det hele indtil den dag der så ikke var flere tilbage ...

Filmen er ret interessant og ved første øjekast synes datteren, Anne Mette Beckmann, helt utroligt forkælet og virkelighedsfjern. En ludfattig dame i 50erne som aldrig har arbejdet og som stadig nægter at finde et - på trods af at hende og moren nærmer sig sultegrænsen. Og man finder det også lidt flabet, at hun netop lever af morens folkepension samtidig med at hun hele tiden skælder moren huden fuld for det liv, hun (aldrig) fik.

På den anden side har moren heller aldrig nogensinde skullet arbejde og havde hun (sammen med hendes nu afdøde mand) ikke brugt hele formuen, ja, så ville datteren jo ha' haft et helt og aldeles anderledes liv. Så måske forstår man til sidst godt, hvorfor hun straffer moren. Og så alligevel ikke ...

Selvom familien er snotforkælede og selv ude om deres fattigdom, begynder man langsomt at holde af dem og håber virkelig på bedre tider for dem. Eneste anke er, at filmen minder for meget om kultdokumentaren Grey Gardens, damerne her er slet ikke nær så fascinerende og interessante, og så taber historien lidt pusten, når den dramaturgisk lægger sig så tæt på, for man kommer til at sammenligne - og savne Big og Little Edie Bouvier Beale.

'Pack your bags and leave tonight'

Og når vinteren er uendelig, er der kun én ting at gøre:

Let me take you to the place
Where membership's a smiling face,
Brush shoulders with the stars.
Where strangers take you by the hand,
And welcome you to wonderland -
From beneath their panamas...

Club Tropicana, drinks are free,
Fun and sunshine - there's enough for everyone.
All that's missing is the sea,
But don't worry, you can suntan!

Castaways and Lovers meet,
Then kiss in Tropicana's heat,
Watch the waves break on the bay.
Soft white sands, a blue lagoon,
Cocktail time, a summer's tune,
A whole night's holiday!

Club Tropicana, drinks are free,
Fun and sunshine - there's enough for everyone.
All that's missing is the sea,
But don't worry, you can suntan!

Club Tropicana, drinks are free,
Fun and sunshine - there's enough for everyone.
All that's missing is the sea,
But don't worry, you can suntan!

Pack your bags,
And leave tonight.
Don't take your time,
Gotta move your feet, don't you miss the flight!
Cool, cool, cool, cool

Pack your bags,
And leave tonight.
Don't take your time,
Gotta move your feet, don't you miss the flight!
Cool, cool, cool, cool

Club Tropicana, drinks are free,
Fun and sunshine - there's enough for everyone.
All that's missing is the sea,
But don't worry, you can suntan!

Cool, cool, cool, cool, cool, cool, cool, cool ...

Og den skal synges igen & igen & 

lige indtil vi har smeltet sneen! 

Dollars ER virkelig tilbage!

Jep, det er en realitet. Dollars kommer tilbage som film! Om det er en god idé vil tiderne vise, men uanset hvad vil åbningstemaet til serien altid give mig nostalgiske kuldegysninger:

Åh, firserne, hvor er det storslået! Og et kærligt RIP til John Forsythe. Én ting er nemlig sikker: Blake Carrington bliver helt umulig at erstatte.

Det perfekte punktum

I aften sender TV2 den første Sex And The City film, og jeg må indrømme, at efter at have set begge film er jeg gået i fortrængningsmode.

Lidt Men in Black agtigt prøver jeg at blitze mig selv til at glemme filmene og kun huske serien for alt det, den var, for mig og millioner af andre medsøstre. De her to minutter vil derfor altid stå som det ypperste og mest perfekte farvel. Det er ikke for lidt, det er ikke for meget, det er bare lige præcis som det skal være:

Milena Penkowa = Stephen Glass

Må indrømme at jeg har fulgt hele Milena Penkowa sagen som var det en Hollywoodfilm! Har tit læst artikler med hende, og hun var denne her unge, smukke superforsker som fik alle os andre til at blegne og tænke "Øj, alt det hun har opnået allerede!". Men så var det hele måske bare en sky af røg ...

Poul Pilgaard Johnsens artikler om Milena Penkowa er (som altid) vidunderligt velskrevne og veldokumenterede - omend gruopvækkende! Og jeg kan ikke lade være med at sammenligne lidt med journalisten Stephen Glass, som i 90erne skrev den ene fremragende artikel efter den anden i magasinet The New Republic og allerede som 23årig vandt national anerkendelse i USA som politisk journalist.

Eneste problem var blot at langt de fleste artikler var fuldstændig fabrikeret fiktion ... Artiklen Hack Heaven (også virkelig velskrevet, prøv selv at læse) var opdigtet artikel nummer 27 og den, der fik det hele til at ramle, da journalist Adam Penenberg på internetavisen Forbes.com fattede mistanke om fusk.

Shattered Glass blev titlen på den fine film om hele skandalen, og den er absolut værd at bruge tid på. Nu venter vi så bare på filmen om Penkowa!

Én måde at få frysende tæer til vupti at blive varme igen