EN DIGITAL SCRAPBOG


23. februar 2011

'The Good Life'


Eva Mulvad står bag dokumentaren The Good Life om familien Beckmann, som engang var en ganske velhavende familie, men som formøblede det hele, og i dag lever mor og datter af morens beskedne folkepension i et lille hummer af en lejlighed et sted i Portugal.

Datteren (som er i midten af 50erne) er indebrændt og vred, for 'hun blev ikke født til det her liv', som hun siger flere gange i filmen. Hun blev født med en forventning om et liv, hvor man ikke behøver at arbejde, fordi, ja, fordi man ikke behøver! Mor og far arbejdede heller ikke, og der var penge til det hele indtil den dag der så ikke var flere tilbage ...

Filmen er ret interessant og ved første øjekast synes datteren, Anne Mette Beckmann, helt utroligt forkælet og virkelighedsfjern. En ludfattig dame i 50erne som aldrig har arbejdet og som stadig nægter at finde et - på trods af at hende og moren nærmer sig sultegrænsen. Og man finder det også lidt flabet, at hun netop lever af morens folkepension samtidig med at hun hele tiden skælder moren huden fuld for det liv, hun (aldrig) fik.

På den anden side har moren heller aldrig nogensinde skullet arbejde og havde hun (sammen med hendes nu afdøde mand) ikke brugt hele formuen, ja, så ville datteren jo ha' haft et helt og aldeles anderledes liv. Så måske forstår man til sidst godt, hvorfor hun straffer moren. Og så alligevel ikke ...

Selvom familien er snotforkælede og selv ude om deres fattigdom, begynder man langsomt at holde af dem og håber virkelig på bedre tider for dem. Eneste anke er, at filmen minder for meget om kultdokumentaren Grey Gardens, damerne her er slet ikke nær så fascinerende og interessante, og så taber historien lidt pusten, når den dramaturgisk lægger sig så tæt på, for man kommer til at sammenligne - og savne Big og Little Edie Bouvier Beale.

Ingen kommentarer: